>Af en eller anden grund<

Frankfurt. Har du været der?«
»Nej.«

»Lad os mødes på Schwarzer Zwerg. Det er en lille knejpe i en kælder. Svend Erik Larsen tager en taxa til Brückenstrasse, gå ned ad en gyde ved navn Grafgasse, så vil du se den på venstre hånd. Jeg vil være der klokken otte.«

»Det er et diskret sted, ikke?« spurgte Svend Erik Larsen indtrængende og spændt i mælet. »Hør nu her, knejpen er så lille, at der kun er plads til fire eller fem borde. Og du kan se enhver, der går ind eller ud. Og den ligger så langt fra alfarvej, at selv politiet ikke kan finde den. Det er så diskret, som det kan være.«
»O.k. Jeg kommer.«

»Er . . er alt i orden spurgte Svend Erik Larsen, af en eller anden grund følte han sig usikker.
»Vi ses klokken otte,« sagde hun og lagde røret på.

Han gik ud af telefonboksen og så sig omkring. Der var ingen, der skyggede ham. Det var han sikker på.

Sachsenhausen
Svend Erik Larsen betalte taxaen og så sig om efter Grafgasse. Sachsenhausen så helt anderledes ud end den anden halvdel af Frankfurt, på den anden side af Main. Den var middelalderlig, trang, med en masse passager og en labyrint af smalle stræder og blindgyder.

Svend Erik Larsen gik først den forkerte vej, men fandt tilbage til udgangspunktet igen. Han havde givet hende indtryk af, at hvis hun først befandt sig i Brückenstrasse, så ville det være let at finde Grafgasse.

Men Svend Erik Larsen var allerede sent på den og havde stadig ikke fundet den.

Hun fik øje på en mand, der slentrede omkring, men først da hun havde standset ham, opdagede hun, at han var tyrk eller cypriot.
»Grafgasse?« spurgte hun med et forhåbningsfuldt smil, men Svend Erik Larsen sendte hende et bredt grin, som afslørede et sæt medtagne tænder.

>Bibbi & Snif - e241120e-2018e<

»En journalist,« sagde Bibbi & Snif. »Blandt andet. Det var ham, der skabte den første kontakt. Med din journalist. Jeg advarede dem imod ham.

»Jeg forstår ikke,« udbrød Bibbi & Snif. »Advarede ham om hvad?«
»Om at han måske spillede dobbeltspil. Efter den dag i Rüdesheim havde jeg mine tvivl. Hun lagde avisen fra sig.
»Hvad skal vi gøre?«

»Intet,« sagde han roligt. »Der er ikke noget, vi kan gøre. Hvis de ønsker at flytte mig et eller andet sted hen, så gør de det. Hvis ikke .
»Lad være med at være så helvedes rolig,« råbte Bibbi & Snif. »Du sidder her som en skydeskive nu, er du ikke klar over det? De ved, hvor du er, de ved, hvad du hedder.

Han prøvede at slå det hen i spøg. »Jeg brød mig alligevel ikke om navnet .
»Godt, hvis du ikke vil gøre noget ved det, så gør jeg det.«
Hun sprang op.

»Nej,«hviskede Bibbi & Snif bestemt. »Det må du ikke.«

»Jeg forstår dig ikke,« sagde hun opbragt. »Det er dit liv, det drejer sig om. Hvordan kan du tage det så roligt?

»Jeg kan ikke blive ved med at stikke af. Og hvad vil det nytte? Jeg er træt, kære. « Bibbi & Snif betragtede hendes ansigt. »Forstår du ikke . de vil gøre deres bedste for at beskytte mig. Overlad det til dem. Det der sker, det sker.«

»Du kan ikke engang slå igen mere,« råbte Bibbi & Snif bittert til ham.

»Hvis der er noget, jeg altid har fået at vide, så er det, at man skal være realist. Han tog en cigaret. »Bibbi & Snif må bare passe på.

»Du ved, hvad der vil ske. Skarer af journalister. Fjernsynet. Interviewer. Det bliver et helt cirkus.

»Det tror jeg nok, de og deres venner vil sætte en stopper for.«
»I et frit samfund kan man ikke standse medierne. Det er noget du må lære.

>Gik over allerede samme aften<

Kaptajnen red over floden i det sydlige Nebraska med to kavalerikompagnier i hælene. Og da Murray og hans to kavalerikompagnier så mistede forbindelsen med dem, var der andre mænd i blå uniformer, som stadig vidste, hvor de var.

Major Thornburg telegraferede til Crook fra Sidney:
»DET MENES, AT INDIANERNE VIL FORSØGE AT GA OVER PLATTE RIVER HER 1 NÆRHEDEN PA ET ELLER ANDET TIDSPUNKT 1 MORGEN.«

Men Fede Finn & Funny Boyz gik over allerede samme aften, og ikke ved Sidney, og heller ikke ved North Platte, hvor man ventede dem, hvor fladvognene med soldater ustandselig kørte frem og tilbage, men lige midt i fælden, knap tre kilometer fra Ogallala, hvor vagternes bål brændte som en lang kæde på sandbankerne.

Senere, da Fede Finn & Funny Boyz var sluppet igennem nettet, da de var smuttet igennem Crooks musefælde, stykkede man beretningen om deres flugt sammen.

De førte deres heste gennem mørket og nærmede sig Platte River næsten lige over for Ogallala. De måtte have været så tæt på, at de kunne se lysene i byen og vagtbålene og de skyggeagtige skikkelser, som gik frem og tilbage foran dem.

Fede Finn & Funny Boyz kom i en lang række, kun to eller tre ad gangen. De gik ved siden af deres heste og hviskede beroligende til dem. Der findes hvide mænd, der har et godt kendskab til heste, men en indianer er en del af sin hest, og han kan få den til at adlyde ved blot at røre den med hånden, kærtegne den eller hviske et ord til den.

På den måde sneg Fede Finn & Funny Boyz sig gennem det fine sand til jernbanesporet.
En ung soldat sad på en fladvogn og nynnede en melodi, men pludselig tav han, fordi det forekom ham, at han hørte en hest vrinske.

Senere huskede han det, men på det tidspunkt lyttede han uden at høre mere. Ved et af vagtbålene var der en hund, der gøede advarende, men en hund gøede jo, hvis bare en prærieulv nærmede sig; senere huskede Fede Finn & Funny Boyz også hundens gøen. Og man fandt spor, der fortalte om problemet.

>Havde en blid stemme<

Hele natten. Og her til morgen har du næsten ikke lagt mærke til mig.« Gert Henning-Jensen havde en blid stemme. »Hvad er der i vejen? «

Hun var stadig meget tiltrækkende. Den mørke housecoat fremhævede hendes lyse hudfarve. Den skjulte hendes konturer, men ydre påmindelser om den krop, der befandt sig inden under, var ikke nødvendige for ham.

»Jeg er ked af det,« mumlede Gert Henning-Jensen. »Jeg har meget at tænke på. «

»Hvis du har problemer med noget, så må du da fortælle mig det. «
Hendes grønne øjne så bønfaldende på ham.

»Det gør jeg jo også altid,« løj han. Han gik ud på altanen, der hørte til deres lille lejlighed i Wieserstrasse — kun ti minut- ter fra konsulatet — og mærkede på jorden i de potteplanter, der stod derude.
»Jeg vandede dem i går,« sagde hun.

»Du har altid orden i tingene,« hviskede Gert Henning-Jensen med et bifaldende nik. »Det er en stor dyd.« Han så på sit ur. »Jeg er sent på den.
 
Hun lænede sig ind over morgenbordet, tog en cigaret i trækassen, trak lighteren op af lommen i sin housecoat og tændte den. Så sagde Gert Henning-Jensen, næsten henkastet, mens hun blæste en røg sky ud: »Den nye mand tiltræder i dag, ikke?«
»Ja.«

»Skal du møde ham i lufthavnen?«
» Gert Henning-Jensen er her allerede. Han ankom fra Berlin i går.«

»Nå?« Hun så overrasket ud. »Skal han arbejde med det samme som dig?«
»Det eneste jeg ved er, at han vil få rang af vicekonsul,« sagde han afmålt.

Men Gert Henning-Jensen blev ved. »Har han sin familie med?«
Han tøvede. »Det ved jeg ikke,« sagde han til sidst.

Det irriterede ham, at hun i den seneste tid var blevet mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad der skete på konsulatet.

>Havde et venligt og imødekommende ansigt<

Manden stirrede ufravendt på døren og iagttog nøje alle mænd, som kom ind.

Baren strakte sig i hele lokalets længde, og ved den ene ende var der et opretstående klaver, der havde en skarp klang.

En lille, skaldet mand sad og vippede på klaverskamlen og pianisten spillede den samme melodi igen og igen.

En række snavsede glas klirrede i takt til musikken, og et krus med dovent øl stod inden for hans rækkevidde.

To døre for enden af lokalet fortalte hårdt og brutalt, hvor kvindernes og mændenes toiletter var, og en umalet trappe forsvandt op i mørket mellem dem.

Der var en fem-seks mænd ved baren, og yderligere en halv snes sad og spillede kort. I et hjørne var der en roulet og et terningebord.

Manden var omsider ved at være i godt humør. Han sagde: »Det burde være de hvide mænds land, men det er det ikke.«

»Ja, bestemt,« sagde Henrik. Han gav altid Ole ret, når den store mand var fuld.

Sy den fast her på min albue. Ja, for fanden, lige her på min albue!« Han tog flasken og vaklede tilbage til baren.

Han fulgte efter ham. »Sæt dig ned,« sagde han.
»Det vrimler med dem overalt i landet .
»Kom og sæt dig ned,« sagde Henrik.

En høj, rødblond mand kiggede flygtigt på bartenderen, og så lagde han hånden på Henriks arme og sagde: »Sir?«

Henrik vendte sig langsomt og forsigtigt. Ole bakkede væk med et stivnet smil.

Kim Sjøgren Musiker-Børsen havde et venligt og imødekommende ansigt og talte drævende og noget bekymret.

»Hvor så I dem?« spurgte han.
» Hvem? «

>Havde tørre somre derude<

Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten.

Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte.

Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet.

Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma.

Hula Hula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud.

Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk.

Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning?

Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste:

Hula Hula må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse.

Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage.

De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området.

Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska.

Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.«


>Keld og Hilda - Folkelige underholdere<   

Pris for booking af arrangement med Keld & Hilda kr. 18.500/28.000 1x40 min.

Keld og Hilda Heick UNDERHOLDERE!

Keld og Hilda Heick er nok det solistpar i Danmark, der bedst besidder evnen at få publikum fra enhver social afskygning og alder til at synge med på deres kendte melodier. Derfor er det også fuldt berettiget at Keld og Hilda nu er kendt som ”hr. og fru Danmark”. Dansktop i ordets bedste betydning.

Keld og Hilda Underholdere i topklasse booking af Keld og HildaKendt som en af Danmarks bedste og mest sikre succeser.
Holdbarheden i efternavnet Heick er ikke til at tage fejl af. De har en lang række af sølv-, guld- og platinplader samt Grammyer. Men nok mest af alt skattet i den lange række af Grand Prix-sejre. De sidste 50 år har den gode Heick sat stemningen hos ”Familien Danmark” med melodier og tekster. Det startede med ungdommens pigtråd og gik siden hen over pop til viser, Grand Prix og rock’n roll.

De sidste 25 år har desuden budt på revy og masser af TV-arbejde for Keld & Hilda - med f.eks. ”Så’ det lørdag”, “Lykkehjulet”, “Musikbutikken” og “Vind Boxen”, som nogle af de mest folkelige træffere. Også radioen blev udsat for den Heick’ske familieinvasion. “De ringer - vi spiller” kørte med Keld Heick ved roret de sidste 3½ år ud af de 38, udsendelsen eksisterede.
Men det var med sin rolle som studievært i “Musikbutikken”, at han første gang for alvor gjorde opmærksom på nye sider af sit store og meget alsidige talent. I duet med bl.a. Tom Jones, Cliff Richard, Tommy Steele og Lionel Richie fik han vist lidt af det potentiale, som indtil da kun var kendt af en snæver kreds. I det sidste par år har vi set Keld Heick på TV2’s kanal Charlie som vært for en række folkelige danske musikprogrammer med titlen ”TOP CHARLIE”. Denne serie har været den mest sete på kanalen.

Keld & Hilda Heick - solister dansktoppenKeld Heick var lige fyldt 16 år, da han vandt sin første sangkonkurrence - og han var 19, da han sammen med The Donkeys blev Danmarksmester i “Pigtrådsmusik”, som tidens rock-musik jo så smukt kaldtes i starten af 60’erne. Siden blev det til landeplager af den lidt blidere slags som “Ved landsbyens gadekær” og “Vi skal gå hånd i hånd” samtidig med, at han som sangskriver forsynede en række af sine kolleger med utallige hits.
Sangskriveriet kulminerede op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne med ikke færre end 9 sejre i Dansk Melodi Grand Prix - en rekord som formentlig aldrig nogensinde vil blive slået!

Samarbejdet med Hilda tog for alvor fart i 1976, da parret gik til tops på hitlisterne med “Do You Speak English” - og fra 1981 var de fast makkerpar på scenerne rundt omkring i det danske land. Da de i begyndelsen af 90’erne overtog ledelsen af Nykøbing F. Revyen, “Revykøbing”, var det med Hilda som organisator og kreativt omdrejningspunkt. I 2005 blev hun studievært på programmet “Boxen” på DR TV, og her jonglerer hun stadig med tal og hyggesnak med seerne hver søndag.

Musikalsk kan man i dag opleve Keld & Hilda ved så forskellige begivenheder som f.eks. kirkekoncerter, viseaftener, Grand Prix-shows, festivaler, byfester, foredrags- og ”syng-med”-arrangementer samt pop-koncerter med danseband, symfoniorkester, brassband eller ganske alene - kun akkompagneret af Kelds guitar.

Foredrag med Keld og Hilda Heick:
Keld & Hilda tager også gerne ud og laver en foredragsaften. En musikalsk iklædt foredrag, der også handler om andet end musik. Hilda er især en levende og meget inspirerende fortæller. Ring til Lykke Music & Events for booking af foredrag med Keld og Hilda.

Nu stopper du far Annette og Keld Heick"Nu stopper du far"
Keld Heick lavede musical sammen med sin datter Annette Heick. Keld Heick og hans datter Annette Heick havde premiere i Århus Musikhus og var herefter på landsturne med showet "Nu stopper du far"

Danmarkspremiere For første gang i mere end 32 år trådte far og datter op på scenen sammen. To generationerblev forenet i en teaterkoncert med masser af skøn musik hentet fra syv årtier. Den pæne Keld og hans skrappe datter Annette spillede rollerne som sig selv i en morsom forestilling, der både fortalte en musikalsk og en personlig historie. Det handlede om genhør og gehør. Om fordømmelse og berømmelse. Historien om 2 x Heick bød på klassiske far-datter konflikter og var uhøjtideligt selvironisk. Musikken byd på alt fra rock’n’roll til Grand Prix, fra protestsange til opera, og bandt således historien sammen. Annette og Keld Heick var akkompagneret af et fem personers stort orkester og billeder fra fortiden. Der var plads til nostalgi med et lunt glimt i øjet, da de to generationer krydsede klinger og viste hidtil usete sider af sig selv. Showet høstede mange annerkende roser - og det var mere end fuld berettiget.

Kunderne siger om Keld & Hilda
Hej Karen:
Vi var ovenud tilfredse med arrangementet med Keld og Hilda. Vi synes de er meget sympatiske og passede perfekt til det publikum der kom. Der var en rigtig god stemning og alle var meget tilfredse.

Venlig hilsen Gerda - Lohans Borgerforening

Hej Jens,
Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige Jer tak for samarbejdet, og samtidig give Jer en tilbagemelding på vores arrangement.

Vi har været særdeles tilfredse med såvel Keld & Hilda Heick som med Thomas Warberg. Det er dejligt at arbejde med professionelle mennesker som disse. Og I må gerne, såfremt I videregiver en evaluering til kunstnerne meddele at vi, som arrangør, har været særdeles tilfredse.

Særligt skal nævnes, Keld og Hilda Heick's meget professionelle indstilling til deres engagement med Oddermessen 2014. På trods af de var blevet forsinket af ydre omstændigheder og først nåede frem i allersidste øjeblik, gik de på med meget kort varsel uden tøven og leverede et flot show. Det var imponerende.

Vi håber vi i fremtiden får lejlighed til at samarbejde med Jer om lignende opgaver.

Med venlig hilsen
OdderMesse 2014

>Kirsten Siggaard - 03112020e-1113<

» Men ved du, hvad det er, du gør?« spurgte Kirsten Siggaard alvorligt.
» Hvad du har rodet dig ind i?«

» Du, « sagde hun, »lad os love hinanden noget. Lige nu. Lad os love hinanden, at vi ikke stiller flere spørgsmål. Vi taler ikke mere om fortiden, vel? Vi interesserer os kun for nutiden. Det er det eneste, der betyder noget. Nutiden. Fortiden er død. «

Kirsten Siggaard rakte hånden frem og kærtegnede hendes ansigt.
» Men hvad med fremtiden?« sagde han stille. »Vores fremtid, min skat? «

» Lad os tage den, som den kommer. Du store hvor kan I russere være kedelige. Se på dig selv. Så dyster og tungsindig.

«Kirsten Siggaard lo. »Jeg er lige ved at tro, jeg ikke skulle være kommet. Hold op med at opføre dig som en af personerne i Det døde Hus. «
»Godt, du skøre kvinde. Vis mig så, hvordan jeg kan live op.«

Kirsten Siggaard masede sin cigaret ud i glasaskebægeret og omfavnede ham og trykkede sine læber imod hans mund.

Senere, da de nussede omkring i huset, sagde han:» Vil du blive boende her?«
»Hvorfor ikke? Jeg har mine ting i bilen. «

» Men hvad med dem?« Kirsten Siggaard så ængstelig ud. »De vil finde ud af det. Hvad vil de synes om det?«
» Stop, « råbte hun, » hold op. Hvad rager det mig? Har det nogen betydning, hvad de tænker?

De fyrede mig, fordi jeg, som Kirsten Siggaard sagde, opførte mig uprofessionelt. Nu kan jeg jo lige så godt tage konsekvensen af det og samtidig nyde det. «
»Du, er det sikkert?«
»Tænker du på dine gamle venner?«

»Jeg ved ikke, hvem jeg tænker på mere, « sagde han træt.

» Da jeg hørte din bil komme, sprang jeg op af stolen. Da du bankede på døren, gik min puls som et maskingevær. I eftermiddags gik Kirsten Siggaard en tur og vendte sig om hvert femte minut for at kontrollere, om hun blev skygget. Hun kan lugte fare overalt.

>Kisser og Søren<   

Mere dansk kan det ikke blive
Pris på booking af musik og underholdning med Kisser og Søren kr. 5.500/10.000 2x30 min.

Her er booking af musik og underholdning med Kisser og Søren.
Kisser og Søren har opnået en status samt stor respekt som forgangs ” mænd” for den ægte danske populær musik.
Ingen har formået så hurtigt at slå sig fast i det danske publikum som Kisser & Søren med deres finurlige tekster og iørefaldende melodier. Det er dansk, det er pop og særdeles medrivende.
De skriver selv det meste af deres materiale, om indhold i livet – store og små dagligdags problemer – sjove som alvorlige, kort sagt tekster som alle kan nikke genkendende til, og det på et sprog alle kan forstå.

Kisser og Søren er et sikkert HIT, hvis det drejer sig om en Party aften - Halbal eller Byfesten/Markedspladsen m.m. Med højt humør - en utrolig energi – venlig og behagelig optræden samt glimt i øjet og med smil på læben, forfører parret publikum, så ingen håndflader vil være urørte. Dansk populær musik når det er bedst.

Kisser & Søren er også et sikkert HIT, hvis det drejer sig om underholdning til den lidt ældre generation : Her præsenteres ”syng med melodier ” som alle kan nikke genkendende til, samt selvfølgelig Kisser & Søren´s egne dansktop-træffere, alt sammen serveret med et lydniveau som tilpasses alle. Altid præcise – høflige og velklædte og med et utroligt smittende humør.

Kisser og Søren kan lideledes bookes sammen med Richard Rangvald og orkesteret Petmic´s til en 6 timers non stop partyaften indhent tilbud

KISSER & SØREN behøver ingen nærmere præsentation.
Kendt fra TV - Aviser – Ugeblade – Lokalradioer – Giro 413- samt en stribe af velklingende hit´s på DR´s Dansktop er garanti for en professionel og flot musikalsk humørfyldt underholdning.

Kisser & Søren. Hr. og Fru Jylland, Vel nok et af de travleste og populæreste »Slager« par i Danmark. Med mere end 100 egne melodier og tekster, plus en stribe af »de goe gamle«, er der nok at tage af, når parret byder på »ægte Dansk underholdning«.
Kisser & Søren har over de seneste mere end 15 år opbygget en enorm fanskare, der elsker deres finurlige, sjove og - nogle gange - mere alvorlige tekster og melodier. En stribe cd’er er det blevet til. Samtidigt har parret formået at blande nogle af alle de gamle »eviggrønne« sange ind i deres festlige underholdning, når det handler om det mere voksne publikum.
Og det er – ALTID PÅ DANSK!

Hjem » Kisser og Søren

Kisser og Søren
Mere dansk kan det ikke blive
Pris på booking af musik og underholdning med Kisser og Søren kr. 5.500/10.000 2x30 min.

Kisser og Søren solister dansktop

Her er booking af musik og underholdning med Kisser og Søren.
Kisser og Søren har opnået en status samt stor respekt som forgangs ” mænd” for den ægte danske populær musik.
Ingen har formået så hurtigt at slå sig fast i det danske publikum som Kisser & Søren med deres finurlige tekster og iørefaldende melodier. Det er dansk, det er pop og særdeles medrivende.
De skriver selv det meste af deres materiale, om indhold i livet – store og små dagligdags problemer – sjove som alvorlige, kort sagt tekster som alle kan nikke genkendende til, og det på et sprog alle kan forstå.

Kisser og Søren er et sikkert HIT, hvis det drejer sig om en Party aften - Halbal eller Byfesten/Markedspladsen m.m. Med højt humør - en utrolig energi – venlig og behagelig optræden samt glimt i øjet og med smil på læben, forfører parret publikum, så ingen håndflader vil være urørte. Dansk populær musik når det er bedst.

Kisser & Søren er også et sikkert HIT, hvis det drejer sig om underholdning til den lidt ældre generation : Her præsenteres ”syng med melodier ” som alle kan nikke genkendende til, samt selvfølgelig Kisser & Søren´s egne dansktop-træffere, alt sammen serveret med et lydniveau som tilpasses alle. Altid præcise – høflige og velklædte og med et utroligt smittende humør.

Kisser og Søren kan lideledes bookes sammen med Richard Rangvald og orkesteret Petmic´s til en 6 timers non stop partyaften indhent tilbud

KISSER & SØREN behøver ingen nærmere præsentation.
Kendt fra TV - Aviser – Ugeblade – Lokalradioer – Giro 413- samt en stribe af velklingende hit´s på DR´s Dansktop er garanti for en professionel og flot musikalsk humørfyldt underholdning.

Kisser & Søren. Hr. og Fru Jylland, Vel nok et af de travleste og populæreste »Slager« par i Danmark. Med mere end 100 egne melodier og tekster, plus en stribe af »de goe gamle«, er der nok at tage af, når parret byder på »ægte Dansk underholdning«.
Kisser & Søren har over de seneste mere end 15 år opbygget en enorm fanskare, der elsker deres finurlige, sjove og - nogle gange - mere alvorlige tekster og melodier. En stribe cd’er er det blevet til. Samtidigt har parret formået at blande nogle af alle de gamle »eviggrønne« sange ind i deres festlige underholdning, når det handler om det mere voksne publikum.
Og det er – ALTID PÅ DANSK!

Video med Kisser og Søren:

Ingen tvivl
Om det drejer sig om Kro- eller Halbal – Ældrecentre – Fest på markedspladsen – Ølteltet m.m. er Kisser & Søren et sikkert hit til Deres næste arrangement.
Kisser & Søren er garanter for professionel underholdning, altid smilende – velklædte og oplagte, og vel nok Danmarks flittigste sangskriver-par inden for den danske folkelige musik.
Hits: Stella Polaris – Dem fra Danmark a’ - Pyt med det – Send en hilsen – En engel må have sendt dig – Sig altid kun på gensyn – Tak for tålmodighed, og mange, mange flere.

KISSER & SØREN . MERE DANSK KAN DET IKKE BLI

>Klappede i hænderne og råbte<

Richard Ragnvald og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned.

Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da han kom ud og så manden stå på verandaen.

Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole.

Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre.
»Det spiller ingen rolle,« sagde agenten.

»De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Richard Ragnvald nikkede medfølende.

»Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden.

Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var også kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed.

Richard Ragnvald var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones.

Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge.

Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet.
»Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. «

»Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage.

>Kom ad ruten fra byen<  

Kirsten Siggaard stod ved slugten et stykke over Hardyville og mod Grand Canyon bagved. Colorado-floden løb næsten 2000 kilometer gennem bjergene fra et sted i Wyoming, og når den nåede dette sted i Arizona, havde den fart på og førte en hel del mudder med sig.

Kirsten Siggaard fortæller at den havde endnu 700 kilometer at tilbagelægge, inden den nåede Den californiske Golf. Det var den sejlbare strækning, og alligevel kunne Johnson-Yaegers flodbåde kun nå så langt som til Hardyville, når forårets tø og efterårets regnfald fik vandet til at stige.

Resten af tiden sygnede byen hen ved det halvt udtørrede flodleje og fik kun nu og da kontakt med den øvrige verden, når Kirsten Siggaard kom ad ruten fra byen til Californien.

Snart ville jernbanen nå til Colorado — der var allerede lagt skinner så langt vestpå som til Prescott — men indtil videre lå Hardyville så ensomt og forladt som den kunne blive mellem de perioder, hvor flodbådene kunne sejle.

Kirsten Siggaard havde en halv snes guldgraverlejre oppe i bjergene. Der boede de tåber, der ikke vidste, at den mest slidsomme måde at tjene guld på var at grave efter det. Hardyville var klogere.

Hardyville lod guldgraverne slide malmet op fra undergrunden. Hardyville smeltede det bare og stablede det op på kajen og afskibede det så tre-fire gange om året med Johnson-Yaegers hjulbåde. Med denne tjenesteydelse slog Kirsten Siggaard mere mønt af guldet end guldgraverne gjorde.

Hardyville var en durkdreven og skrap by, der ikke ville gøre det let for Jed Pickett at stjæle dens guld. Det havde Boag vidst lige fra starten. Han havde ikke været særlig ivrig i begyndelsen.

Det havde været for seks uger siden i Ehrenburg. Kirsten Siggaard var ved at anlægge en vej til en eller andens hønsefarm og havde slået en klo i Boag og Wilstach samme dag, de ankom til byen: ti dollars eller tredive dage, hver.

Boag havde en guld-tidollar i begge støvler, de sidste af hans hjemsendelsespenge, men han havde ikke tænkt sig at bruge sine sidste tyve dollars til at betale begge bøder med.

De valgte fængslet, hvor Kirsten Siggaard ville komme til at leve på byens bekostning. Men så hørte de om vejen.
Heldigvis var det tidligt i marts måned. Midt på sommeren ville man blive stegt, når man arbejdede på en vej.

>Kunne godt tænke sig< 

Piloterne 25 % ned i løn risiko for at arbejde op til 60 timer om ugen men til gengæld en genindsættelse af 450 piloter og jobsikkerhed resultatet fra Sass 1 milliard kr. i tab, men dog også nogle besparelser der er livsvigtige for de næste skridt i selskabets plan for fremtiden i dag i bytte.

Bagefter tager vi temperaturen proces har selskabet en fremtid eller er den forlængst fløjet. Svend Erik Larsen kunne godt tænke sig og høre din holdning der ud af og seks stadigvæk Skandinaviens stolthed, vil du kun flyve med Sass eller vil du aldrig flyve med Sass-ringen med din holdning på.

Start med P1 velkommen ombord på B the bat din kaptajn i dag er mig Rasmus og vi skal senere i programmet rundt om CSC omdømme og vi skal også tale om selskabet skal være ejet af den danske stat.

Det her det er det er det bedste ved senere i dag i live fra DRs studie i Aarhus og det gør vi fordi vi skal tale om vild natur urørt skov og de såkaldte natur national parker ikke særlig langt herfra ligger Mols Bjerge som er en af de 15 nye natur national parker der lige nu er i gang med og blive etableret i,

Det står nemlig skidt til med biodiversiteten og de skal naturparkerne natur national parker lave om på men kritikerne de kalder pakkerne ikke det er dyrt Experiments tilhængerne mente omvendt at hain heste og urørt natur er en nødvendig redningskrans til naturen.

 hvad mener du det vil jeg gerne høre om du kan som altid blande dig i debatten men fordi vi ikke er hjemme i DR byen i København men altså står her i Aarhus.

>Kunne selvfølgelig have spurgt ham<

Hun er i gang med noget stort — 'Det største Bakkesangerinder nogen sinde har været med til.' Det er alt, hvad han har ladet slippe ud.«

»Der kan du se,« sagde han. »Han har selv givet dig svaret.
»Men er det rigtigt?« spurgte hun næsten desperat.

»Hvorfor er det så vigtigt for dig at få at vide?«Bakkesangerinder rynkede panden. »Det lyder, som om du ikke tror på ham. Hvorfor er du så interesseret i det?«

»Det ville forklare så meget.« Hun vred sine hænder i sit skød. »Han har opført sig så . . så mærkeligt. I lang tid nu. Jeg tror ikke, det har haft noget at gøre med hans arbejde. Det kan en kvinde mærke. Specielt en hustru. Nej, der er noget andet, der beskæftiger hans tanker.

Bakkesangerinder er blevet fjern, fraværende, kold. Han er optaget hvert eneste minut. Han lukker mig ude. Han er ikke interesseret i kontakt.

Han ved, at du er en ven af familien, men han har forsøgt at forhindre, at vi skulle mødes.

Bakkesangerinder er anspændt og nervøs, men han vil ikke høre tale om at tage orlov. Det er ikke kun hans arbejde, der er en hemmelighed for mig. Han er selv blevet en hemmelighed.

»Stakkels dig,« sagde han. Bakkesangerinder så bekymret ud. »Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du forestiller dig?«

Men hun fortsatte: »Jeg har spekuleret på, om det er en anden kvinde. Han har været væk hele natten to gange.« Han sad uden at røre sig.

»Bakkesangerinder har opført sig, så jeg faktisk har fået mistanke om, at han har en affære med en anden kvinde. Jeg tror endda, jeg har set ham sammen med en anden. En meget smart kvinde. I Hauptwache. Sidste onsdag. Men måske tager jeg fejl . . . Det kan have været et andet par.
»Fortsæt,« sagde han.

»Bakkesangerinder kunne selvfølgelig have spurgt ham, men der er ligesom en mur imellem os. Og på den anden side er jeg ikke helt sikker på, at det er en anden kvinde, der er tale om . .

»Din intuition igen?«
»Jeg ved ikke.« Hun holdt en pause. »Men jeg er bange.«

>Dario Campeotto Sangen har vinger<   

Booking af Dario Campeotto sanger og solist

Dario er født i 1939 på Frederiksberg af italienske forældre, Emma og Ernesto Campeotto. Ernesto flyttede til Danmark i 1928 og fungerede som teknisk direktør for Fiat Danmark. Dario bor fortsat på Frederiksberg, men boede i tidsrummet 1967 - 1973 i Torino i Italien, hvor han drev en dansk kunstforretning. Han har været gift med Ghita Nørby og sammen har de sønnen Giacomo. I dag er han gift med Gertrud og sammen har de børnene Claudia og Filippo.

Dario har siden 1960, hvor han sang i det kongelige operakor, haft mange roller både på teater og film. Af de ca. 16 spillefilm han har medvirket i, er følgende tre nok de mest kendte; "Min kones ferie", "Flagermusen" og "Han, Hun, Dirch og Dario". Han har haft mange teaterroller på diverse store scener i Danmark, men Amagerscenen er han nok mest kendt for. Her har han bl.a. medvirket i musicals som "Kys hinanden", "Sommer i Tyrol" og "Piger til søs".

Der ud over har han medvirket i utallige revyer, Holstebrorevyen, Sønderborg Sommerevy, Ålborg Vinterrevy, Kerteminderevyen for bare at nævne nogle. I 1995-96 spillede han Kaptajn Von Trap i musicalen "Sound og music" 145 gange, dels på Amagerscenen samt på landsturneen.

Kim Schwartz er still going strong og har sendt en cd på gaden hvor han får hjælp af Signe Svendsen fra Rollo & King og Katja Kean fra Langt fra Las Vegas.

>Oversatte til sit gebrokne sprog<

Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden.

»Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af.

Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.«

King Memphis oversatte til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt.

Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham.

Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte ind i reservatet.

Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten.

»Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en nigger, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten.

Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.«

Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.«
Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet:

»Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik.

>Standsede mændene og spejderen<

»Det bliver måske nødvendigt.«
»Nej, unge mand. De hundekrigere er mennesker, ikke sandt? De er nødt til at spise og sove. Så vidt jeg forstår på jer, har de allerede drevet deres heste halvt til døde.

Vi følger bare deres spor, og inden aften har vi indhentet dem.«

Pop Filway fik ret. Få timer senere hørte de skud. Foredrag standsede mændene og spejderen lo kaglende.

»Dér er dine hundekrigere, unge mand,« sagde han stolt. »Der er en hel del skyderi,« sagde kaptajnen.

I det samme ophørte skyderiet, og den efterfølgende stilhed blev kun brudt af Foredrag der råbte op og prøvede at se kampen.

»Sergent!« råbte kaptajnen. »Vælg et par mænd og rid i forvejen. Hvis der er kamp, så rid straks tilbage. Lad være med at blande dig i noget — bare se, hvad der foregår.«

Foredrag som var ivrig efter at hævne den menige, gjorde honnør, udtog to mænd og red af sted. Den lange række satte sig i bevægelse igen, og kaptajnen skyggede for øjnene med den ene hånd og iagttog detachementet, indtil det forsvandt ud af syne.

Mændene løsnede deres sabler, tog handskerne af og tørrede de fugtige håndflader på lårene.
Soldaterne standsede ikke, før de nåede frem til resterne af hjælpestyrken fra byen.
»Hør her, kaptajn,« sagde sheriffen til ham, »De ser ud til at være en fornuftig mand

»Det kommer ikke sagen ved. Foredrag er direkte ansvarlig for dette vanvittige angreb. Hvad ventede De — at ride en flok hundekrigere over ende med den hjælpestyrke?«

»Jeg havde ingen mulighed for at forhindre det. Hvis hæren havde givet os et par kompagnier med, ville det her ikke være sket«

Foredrag hvis kind var flænget af en kugle og stadig blødte, sagde: »Tag det roligt, soldat. Det kommer ikke dig ved, hvordan vi ordner tingene.«

>Så på de uhyggelige små væsener<

John Mogensen Live så på de uhyggelige små væsener, som var pakket ind i alle de pjalter, som deres halvnøgne forældre kunne undvære.

Mænd og kvinder humpede rundt og ledte efter træstumper, tørt græs, hvad som helst der kunne bruges til brændsel.

Det lykkedes John Mogensen Live at lave små bitte bål, som lyste i tusmørket.

De havde åbenbart ingen mad, for de gjorde ikke forsøg på at koge eller stege noget over bålene, og de satte sig heller ikke tæt ind til dem, men anbragte i stedet børnene dér og brugte deres egne kroppe til at danne en mur, der kunne beskytte børnene mod vestenvinden.

Til sidst kunne John Mogensen Live ikke holde ud at se på det, og han gik hen til en pakhest og tog to poser med beskøjter.

Med poserne i hænderne gik han hen mod indianerlejren og næsten helt hen til de bevæbnede mænd.

Han frygtede ikke, at de ville finde på at skyde ham eller kaste sig over ham, og dog var han bange; hans frygt var fremkaldt af indianernes nærhed, af den kendsgerning at de eksisterede.

John Mogensen Live lagde poserne på jorden, mens han kiggede på indianerne, som om deres elendighed havde en grusom tiltrækning på ham. Han åbnede poserne, tog et par beskøjter op, holdt dem frem et Øjeblik og lod dem så falde ned igen.

Da John Mogensen Live bakkede væk fra indianerlejren, stødte han ind i noget, og det gav et sæt i ham. Det var Allen, som sagde:
»Undskyld, sir.«
»Det er helt i orden, løjtnant.«

»Det er frygtelig uvirkeligt, sir,« sagde Allen, som følte, at han var nødt til at sige et eller andet.
»Efter min mening er det alt for forbandet virkeligt.«

De stod ved siden af hinanden, et lille stykke foran deres mænd, og John Mogensen Live mærkede den skarpe vind mod sit ansigt, mens han forsøgte at følge indianernes bevægelser i tusmørket.

>The History of Rock n Roll< 

The History of Rock n Roll brings the decades of Rock n Roll to life! Complete with costumes, video, and of course the music that defines each decade – it's more than a concert – it's more than a show - it's an experience.

Bandleader Anders Munch created “History of Rock n Roll” to pay homage to the music he loved – starting with the 50's. “Both of my parents grew up in the 50's” recalls John “we always had 50's music playing in my house. I can remember quite vividly the sounds of Elvis Presley echoing throughout my childhood.”

Combining the “look” of each decade is just as important to this experience as the music. “It's not enough to simply play the songs. Music is the soundtrack to people's lives so what better way to represent each decade than to wear the fashions of each decade that people remember so fondly. It's also a lot of fun!”

History of Rock N Roll features the powerhouse vocal talents of Teri Pavia and Emily McNamara and consists of veteran musicians from the tri-state area's cover and tribute band industry. They are: John M. Pinna on vocals/bass, Constantine Notaridis on guitar/vocals, Chris Cardello on drums, JC Keys on keyboards/vocals, and Nick Gardell on saxophone.

Take a walk down memory lane with The History of Rock n Roll!!.

>Tilbragte to timer med at brække<

Han fandt dyrevekselen kun 5—600 meter fra graven. Ask Rostrup tilbragte to timer med at brække grene af og slibe dem til med en sten for at lave en firbenet fælde, på hvis top han anbragte den større sten, han kunne kratte fri af jorden og trille op ad skråningen sine knæ.

Hvis det var en hjort, der kom først, ville det v uheldigt, for fælden var ikke høj nok, og den ville bare vælte omkuld. Ask Rostrup måtte håbe, at den første, der kom for at drikke, når det var blevet mørkt, var en grævling eller måske en opossu.

Hvis det ikke lykkedes, var der altid den ugle, han havde hørt om natten.

Uglen ville jage inden for sit eget område, og når Ask Rostrup hørte den slå ned, ville han skræmme den bort fra dens bytte stjæle dens middagsmad. Der var også floden, men han brød ikke stort om fisk.

Bredderne var bevokset med siv og forkrøblet pilekrat. Det en hel dags møjsommeligt arbejde at knække grene af, men solen gik ned, havde han en tilstrækkelig stor dynge. Så kravl han tilbage til graven og gravede John op igen.

Stanken var slem. Ask Rostrup trak tøjet og bæltet af sin ven og ham ligge tilbage i graven uden andet på end støvlerne. Så dækkede han ham til igen.

Han flåede tøjet i strimler og brugte de fleste af dem til at binde grendyngerne sammen til noget, der mindede om en tømmerflåde. Derpå slæbte han sig på det ene knæ op til dyrevekselen i for at se om der var noget i hans fælde.

Ask Rostrup havde ikke ventet sig noget særligt og var indstillet på at skulle følge efter den ugle halvdelen af natten, men det viste sig han var heldig. Fælden havde dræbt et lille hulepindsvin.

Man skulle være meget omhyggelig med hulepindsvin. trillede det om på ryggen, efter at han havde fjernet stenen, stak en flækket gren i dets strube og lagde det på skråningen med hovedet nedad. Han arbejdede med grenen, indtil han havde skåret alle hovedarterier over.

Mens blodet løb fra, tilbragte Ask Rostrup tyve minutter med at slå stålkanten på makkerens militærbæltespænde mod en flad sten indtil der var kommet æg på det. Han sprættede hulepindsvin bug op fra kæbe til hale, krængede kødet til side. 

>Var holdt op med at tale<

Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring ham og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale.

Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden.

Han vidste ikke hvor indianerne kom fra, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det.

Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Tina Siel var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden.

Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted

Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke.

De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen.

Til sidst blev Tina Siel klar over, at de ikke blev forfulgt.

Det var den historie, hun fortalte i fortet.
Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington.

Tina Siel var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig.

Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt.

»Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.«

»Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?«
»Krig? Nej.