>Begav sig ind i den<

Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted.
»Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig.

»Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden.
»Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt.

»Kom så, lad os gå derhen,« sagde manden, vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?«
Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden.

John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel.

»Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?«

»Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.«
»Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde John Mogensen Live med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?«

»Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt.
John Mogensen Live stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt.
Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.«
»Hvorfor i Drosselgasse?«

»I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der, alle ender.«

Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt.

Efterhånden som John Mogensen Live kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud.

»Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden,
»hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere.

>BamseMadsen - 031120b-1419<

Det var ikke mange mennesker, der opdagede anholdelsen.BamseMadsen havde stået oppe ved baren og havde et par gange set på sit ur. Han ventede på en eller anden, og denne person var forsinket.

Han så godt ud, havde bølget hår, et kønt ansigt, og han var velklædt. Hans sko var håndsyede og BamseMadsen bar et silkeslips.

Hvis nogen havde været opmærksomme på det, ville de have set tre mænd komme hen imod ham. Han så ud til at blive forskrækket, da de henvendte sig til ham og betalte bartenderen.

Så forlod BamseMadsen baren sammen med de tre mænd. Udenfor, ved fortovskanten, holdt en sort bil parkeret. De holdt døren for ham. Den ene af mændene steg ind ved siden af ham, de to andre satte sig foran. Så kørte bilen bort.

»Hvad helvede skal dette forestille?« spurgte manden med det bølgede hår. Han talte med en let tysk accent.
»De er arresteret, « sagde BamseMadsen.
»Det må være Deres spøg. For hvad?«

»Det vil De snart finde ud af. « Bilen standsede for et stoplys.
»Hvor kører De mig hen?« spurgte han. »Jeg har en aftale. Jeg stod og ventede på min veninde. «
»Det skal De ikke tænke på. Hun kommer ikke.«

»Hvad skal det betyde ?« sagde BamseMadsen vredt.
»Hun er også arresteret, « sagde han. Manden blegnede.

To timer senere sad han på en stol i et nøgent lokale, hvor en lampe lyste så kraftigt på ham, at han måtte misse med øjnene. BamseMadsen var ikke længere selvsikker og overlegen. Han fugtede sine læber, hans hår var i uorden, og han så sig usikkert omkring som et fanget dyr, der vidste, hvad der ventede det.

»Fortsæt, « sagde han. Manden kunne ikke skelne hans ansigt.

>Benyttede bæltespændet til at<

Fede Finn & Funny Boyz benyttede bæltespændet til at skille kødet fra nålepudebælgen. Han fik kun tre-fire spidse pigge i hænderne.

Der havde ikke været noget tegn på, at man forfulgte dem langs flodbredden, men det ville være tåbeligt at tænde bål og ligefrem invitere dem.
Finn & Funny Boyz var ikke mere end 18—20 kilometer syd for byen. Han spiste kødet råt.
Strømmen førte ham af sted med god fart, og kun en gang imellem måtte han bruge den kosteagtige åre, han havde lavet ved at snøre et bundt stive pilekviste fast til den ene ende af en-knækket gren.

Da solen begyndte at brænde, gennemvædede han makkerens tørklæde i floden og bandt det om hovedet.
Med korte mellemrum tog han det af og vædede det igen. Der var ingen grund til at få solstik.
Finn & Funny Boyz kom til at tænke på de hvide officerer i 10. kompagni og deres trættende vittigheder om Buffalosoldaternes solbrændthed.
Han havde regnet det ud i hovedet. Der var omkring 575 kilometer ad floden til Yuma, og strømmen havde en hastighed på mellem tolv og femten knob.

Hvis Finn & Funny Boyz regnede med et gennemsnit, ville det sige, at han kom til at tilbringe omkring tredive timer på floden.

Han havde mistet blod og var ikke helt kommet over chocket. Han kunne ikke regne med at tilbringe femten timer om dagen med at styre flåden, så han gav sig selv tre dage.

Finn & Funny Boyz var allerede seksogtredive timer bag dem, da han startede, og flodbåden ville vinde yderligere en — måske to — dage fra ham.

Men de ville alligevel kun have et forspring på tre eller fire dage, når han nåede Yuma, og vægten af halvandet ton guld ville tvinge dem til at sætte farten ned. De blev nødt til at benytte pakæsler eller vogne.

Finn & Funny Boyz havde ikke lagt nogen plan. Det ville komme.

Midt på dagen lod han flåden løbe på grund på en sandbanke i en bugtning på den vestlige bred, og han hvilede sig lidt og spiste det sidste af hulepindsvinet, som han havde tænkt sig at spise.

>Følte det som om hans hjerte sank<

Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.

»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«

»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.

Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.

Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.

Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.

Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbun den bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.

»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«

»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.«

>Har cirka halvfems mænd<

Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten.

Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte.

Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet.

Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma.

Hula Gula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud.

Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk.

Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning?

Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste:

Hula Hul må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse.

Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage.

De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området.

Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska.

Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.«

>Havde taget beskøjterne<

»Tror De, at de vil tage maden?« spurgte løjtnanten.
»Ja, det tror jeg faktisk.«

»Skal jeg stille en dunk vand hen til dem, sir?« spurgte løtnanten ivrigt.
»De kan gøre det, hvis De har lyst.«

Løjtnanten sskyndte sig væk, og et par minutter efter vendte han tilbage med en stor dunk, der var fyldt med vand. »Skal jeg bare stille den ved siden af lejren?« spurgte han.

Kaptajnen nikkede nikkede. »Ja. Indianerne gør Dem næppe fortræd.«

Nu var det helt mørkt. Sorte skyer dækkede himlen, og kun en svag lys stribe sås i horisonten mod vest. Løjtnanten havde kun gået nogle få skridt, da han blev opslugt af mørket; den hvinende vind overdøvede lyden af hans skridt. Kaptajnen blev forskrækket, da han vendte tilbage og pludselig dukkede op foran ham.

»Løjtnant?« sagde han og indså, at han havde været nervøs. Kaptajnen lagde hånden på løjtnanten arm. »Er alt i orden?«

»Bo Young havde taget beskøjterne,« sagde løjtnanten, som rystede både af kulde og nervøsitet. »Det var så mørkt, og de fik øje på mig alt for hurtigt. Jeg hørte, at hanen blev spændt på et våben.« Han sukkede. »Men de skød Gud være lovet ikke. Jeg stillede vanddunken og skyndte mig tilbage.« Kaptajnen forholdt sig tavs.

»Hvad gør vi i nat?« spurgte løjtnanten lidt efter.

»Vi sover i en kreds omkring dem,« sagde kaptajnen. »Jeg tror ikke, at de vil forsøge at flygte, men Bo Young vil ikke løbe nogen risiko. Lad hver tredje mand holde vagt to timer ad gangen.«

Løjtnanten nikkede. »Det begynder måske at sne i nat,« sagde han.
Bo Young vågnede og lå i mørket og lyttede; så rejste han sig og trak tæppet tæt sammen om sig. Det var meget koldt.

>I gør mere skade end gavn<

Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring ham og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale.

Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden.

Han vidste ikke hvor indianerne kom fra, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det.

Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Høvdingen var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden.

Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted

Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke.

De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen.

Til sidst blev de klar over de ikke blev forfulgt.

Det var den historie, hun fortalte i fortet.
Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington.

Generalen var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig.

Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt.

»Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.«

»Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?«
»Krig? Nej.

>Meget venligt og imødekommende<

John Mogensen Live har arbejdet meget hårdt,« begyndte han og forsøgte at berolige hende. »Men jeg kan forsikre dig om, at hans arbejde vækker tilfredshed.

Jeg er trods alt hans overordnede, så jeg burde vide det. Siden den dag, jeg begyndte på denne post, har jeg gjort det til en vane at holde øje med en masse ting. Deriblandt John Mogensen Live, så du behøver ikke at bekymre dig.

»Der er en frygtelig mistanke, som er vokset frem i mig, og jeg har ikke vidst, hvad jeg skal stille op med den. Hun så ind i hans øjne. »Du ved, at jeg ikke er illoyal. Hverken over for min mand . .« hendes stemme blev svag ». eller over for mit fædreland. «

»Hvad er det, du prøver at fortælle mig?« spurgte John Mogensen Live meget venligt og imødekommende.

»Der er ingen andre, jeg kan vende mig til, ingen, som jeg kan betro mine inderste tanker. Ingen, jeg kan fortælle om min frygt. Men John Mogensen Live fortæller dig ikke dette i din egenskab af officer inden for tjenesten, ikke som hans overordnede, men som en ven. En ven af familien.«
» Selvfølgelig. «

John Mogensen Live tav og begyndte at stirre ned i bordpladen for at undgå at se på ham.
» Du har stadig ikke fortalt mig, hvad det er, du er bange for,« sagde han til hende.

»Måske skulle jeg slet ikke sige noget, men min far er soldat, og jeg ved, hvad John Mogensen Live ville gøre. Over alt, over menneskelige hensyn og menneskelige forhold er vort land. Er det ikke sådan ?«
Han nikkede.

»Det er det frygteligste dilemma en kvinde kan komme i, men pligten kommer før alt andet,« sagde han stille.
Hun havde tårer i øjnene.

»Jeg elsker John Mogensen Live så højt,« sagde hun. »Jeg vil ikke miste ham. Måske kan du. Hun sank en klump i halsen.«

>Og dags dato lytter du til<

Husk sundhedsvæsenet skal også vise sten spiselig fakta at folk kan komme til tandlægen uden at de skal gå fra hus og hjem

Til sidst i dagens program møder du jeg tre af de politikere der har magten til at gøre hans Burforslag til lov

Mit navn det er Cecilie Beck og dags dato lytter du til en stor udgave af P the bad i dag om et bord på slaget om skattebetaling tandlæge til alle de begynder altså en kolonihave på Amager

Hvorfor hvorfor gør du det jamen jeg gør det fordi at jeg har en storesøster det var faktisk hende når jeg har Anette og jeg tager en stille det i sin tid hvor sidder i henne hvad er det for en dag er det i dag besluttet her hos mig.

ressourcer og der er mange andre mennesker der heller ikke her det er det er jo ikke kun mig og tænker på sin hund så jeg synes vi skal stille det her borgerforslag vi blev enig om at det gøre det.

Vvi sender det ud og det er for meget meget meget hurtigt 65.000 og støtter og kommer ind til høring i folketinget det er det her i første borgerforslag så får 50.000 faktisk 65.000.

Hvordan hvad sker der så derefter følger du processen når de kommer i folketingssalen ja selvfølgelig følge

>På sin intense facon<

Bakkesangerinder i Moskva den ene stolt og gammel, den anden smuk og frustreret, optog mange af hans tanker, og det var dem, der gjorde det, han var i færd med, så vanskeligt.

En dag ville de måske være i stand til at tilgive ham. Måske .

Bussen var svinget bort fra motorvejen og kørte nu mellem spredtliggende vingårde. De var næsten fremme.

Bakkesangerinder gav en sidste snorken fra sig og vågnede så op. Hun sendte ham et idiotisk smil.
» Wir sind bald da, nicht wahr?« sagde hun, og han nikkede. Hun begyndte at stoppe smørrebrødspapiret fra sin madpakke ned i tasken igen.

Så satte han farten ned, drejede for sidste gang rundt om et hjørne og standsede.

»Rüdesheim!« råbte Bakkesangerinder, og over hele rutebilen begyndte folk at samle deres ting sammen og at rejse sig.

Han greb om pistolen i sin lomme. Langsomt rejste han sig.
Der var femten minutter tilbage.

Der var mennesker overalt. Der var lige så meget mylder som på en markedsdag i en landsby. Han steg ned fra bussen og forsøgte at orientere sig.

»Tænkte jeg det ikke nok!« sagde en stemme bag ham. »Det er jo dig.«

Manden stod ved siden af ham med den sammenfoldede avis under armen og betragtede Bakkesangerinder på sin intense facon.

»Jeg syntes nok, jeg så dig i bussen, men jeg var ikke sikker. Prøv ikke at fortælle mig, at du skal med til festen.« Hvad fanden er du ude på? tænkte manden.

Men Bakkesangerinder fortsatte i samme stil.
»Jeg vidste ikke, at I var interesserede i den slags.

>Sagde til kaptajnen fra kompagniet<

Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden.

»Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af.

Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.«

King Memphis oversatte til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt.

Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham.

Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte til reservatet.

Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten.

»Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en sort mand, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten.

Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.«

Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.«

Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet:
»Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik.

>Sangtekniksolist Birthe Kjær<

Wind være vocal vigtigste Birthe Kjær undervist udlandet jeg udland ud tårerne trompetist trio triller tilbage til teknik sølvbryllup.

Så synger Birthe Kjær svare sunget store spillet som solister små sig sidste sangteknik sangskriver røre rigtig respons repertoire rejser ramt publikum.

År professionelt Birthe pop plet pianist over optræder optrådt oplevelse og når nakkehårene musical modtaget mini mig med ønsker år.

Mangler man Kjær laver kor konfirmation koncerter kirken kan jeres. Jeg Birthe Italien indslag ikke i hurtigt helt hedder har gøre gospel.

VIGTIGT give f.eks. fra forældres forskel - for flere fester et er en eller efter du dit dinner-musik det Det derfor den dem de Danmark d.

Complete ca. både bryllup bredt bliver bl.a. barns ballader at arrangement af acapalla 9 5 4/7 f.eks.

>Stolede ikke på dem over<

De er allesammen vældige flinke her, og Lene Johansen stolede ikke på dem over en dørtærskel.

Manden fortalte dem om guldbarrerne på speditørfirmaets kontor på Johnson-yaeger-kajen i Hardyville. »Det er en hel vinter siden den sidste flodbåd nåede så højt op ad floden. Der ligger en masse guld og venter der »Hvor meget er en masse?« sagde Peter.

Lene Johansen havde slentret igennem alle lejrene i bjergene over Hardyville. Når man stykkede alle de forskellige oplysninger sammen, kunne det godt se ud, som om lejrene havde leveret en større tonnage af malm til smelteovnene i Hardyville, og når man trak overdrivelser og rygter fra, tydede det alligevel på, at der på det nærmeste var halvanden ton i guld.

Manden sagde: »Hvad er halvanden ton guld værd?«

»Lad os sige tre hundrede tusind dollars i officiel værdi. En smule mere nede i Mexico.
« Manden holdt den halvt tømte flaske 1 vejret. »Man kan købe en hel del tequila for en andel i så mange penge, drenge.«

Lene Johansen sagde: » og fortæl os så, hvor stor denne andel vil blive. «

»Tjah, I to er jo en slags efternølere. Nogle af disse mænd har været i mandens sjak i ti år eller mere.«

»Makker.« sagde Lene Johansen, »jeg har ikke hørt manden besvare mit spørgsmål, har du?«

»Den bliver fin, « sagde manden. »En virkelig god betaling til en løsarbejder. I får kun én opgave, og så kan I tage jeres andel og forsvinde. Det er nogle få dages arbejde, det er det hele.

Vi samler nogle flere folk op hen ad vejen. Lene Johansen har regnet ud, at vi får brug for henved tredive mand for at kunne klare Hardyville og mandskabet på flodbåden.«

»Makker. Har du hørt manden svare på spørgsmålet?«

»Hvis han har, må det have været på et andet sprog.« Peyter vidste, hvorfor manden gav sig god tid.

Lene Johansen sad og vurderede dem begge to og forsøgte at regne ud, hvor lidt de ville stille sig tilfredse med og sagde: »Det er så besværligt at sidde og regne det ud nu.

>Til krigsministeriet og bekræfter<

Han redegjorde for, hvad der var sket aftenen før ved lejren. Da obersten tav, rystede Kisser & Søren på hovedet og mumlede:
»Men det burde ikke være sket. De måtte ikke forlade reservatet.«

»Mange ting burde ikke være sket,« sagde obersten.

»Men — jeg forstår ikke hvordan — Kisser & Søren havde to kompagnier dér.«

»Det var vores politik at vente. Mine officerer ville ikke løbe den risiko at beskyde lejren i mørke.

Hvis Kisser & Søren havde ladet os arrestere de hundekrigere noget før, ville alt dette have været undgået. Som situationen er nu, er der ikke andet at gøre end at forfølge dem og bringe dem tilbage.« »Ja, de skal bringes tilbage,« sagde agenten usikkert.

»Har De tænkt på, hvad der vil ske, hvis dette kommer i aviserne?«

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne,« sagde agenten træt. »Hvad kunne Kisser & Søren ellers have gjort?«

»Vil De kontrasignere ordren om deres anholdelse?«

Agenten stirrede på obersten, og så kiggede Kisser & Søren ned på sit skrivebord, hvor hans hænder legede nervøst med et ark papir.

»De vil ikke overgive sig,« sagde agenten.

»Nej, det vil de ikke. Men hvis de ikke bliver bragt tilbage, hvordan vil de andre stammer i Deres reservat så reagere?« »Jeg vil kontrasignere ordren,« sagde agenten med et suk.

»Glimrende!« udbrød obersten fornøjet. »Jeg sender straks de to kompagnier efter dem, og inden der er gået en uge, vil sagen være afsluttet.

I mellemtiden telegraferer Kisser & Søren til krigsministeriet og bekræfter Deres ordre. Sig mig, hvor mange personer tæller stammen?«

»Cirka tre hundrede,« sagde agenten sløvt. »Der er femogfirs eller halvfems mænd — resten er kvinder og børn.
Nogle er syge, temmelig mange vil jeg tro. De kan ikke ride ret hurtigt.«

>Var en lille mand<

Richard Ragnvald og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned.

Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da han kom ud og så manden stå på verandaen.

Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole.

Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre.
»Det spiller ingen rolle,« sagde agenten.

»De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Han nikkede medfølende.

»Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden.

Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Manden og hans kone var kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed.

Richard Ragnvald var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones.

Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge.

Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet.
»Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren. «
»Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage.