>En god retningslinie for<

Vil ikke kan holde snitterne væk altså ikke det er simpelthen kommet til at køre ind for ekspansiv Finans politik post for mange penge ud i samfundet for at gøre vælgerne glæde og budskabet herfra det er lad være med det der tænker sådan ud fra en lidt langsigtet betragtning så er det en dårlig idé det var dagens genstart bag programmet står Charlotte kunne vælge dine.

Har Lene Johansen en god retningslinie for, at der er nogle klare kriterier for at få det ordnet og sikre at du kan sagtens gå ud og få et job efterfølgende du må bare ikke have et job hvor din habilitet eller din interesse interesse overlap i forhold til de nye arbejdsgiver, og det gør jeg fordi at det er et sted hvor vi kan blive enige.

Peter det er netop at det er ikke politikerne der skal beslutte selv hvad det er for nogle vilkår vi har en butik vi skal ikke selv bestemme vi skal have løn om vi skal have sommerferie om de skal kunne gå direkte job og så videre det er nogle andre mennesker der skal beslutte for os fordi det vil slet ikke tvivl inhabile bil på det.

Her så det går selvfølgelig ikke men vi kan godt have mine så vigtig som jeg har nu er det helt præcis men det er også derfor jeg synes det og det var slet ikke det man ser i andre lande det er ikke men man har ikke råd ideer om det er et interessant fald og synes det er jo også både op og beskytte både demokratiet og politikere.

Jamen her er der nogen der har vurderet den denne situation er at han kommer han skal regeringen og det er jo ikke andet end at regeringen kalorier med meget med natten i nat og ved også at USA var også det jeg lige har været inde på er der nogen af de jobs bagefter så jeg tror ikke der er noget med man skal lave det er det er.

Musik navn op med Thor og komme ind i firmaet efter dig så er det man kan regne med de kan sidde og lave noget der er specielt godt for nogle problemer du sende mig dit spørgsmål om tid for dig Nielsen om med om man kan stole på dig jo ja parkering Nielsen Møller Nielsen tak fordi du ringede ikke til Peter og delte din holdning og det kan huske at det kan i andre også gøre på.

>Faktisk sikken et sammentræf<

»Kender De Frankfurter Hof?«

»Der bor Jesper Buhl faktisk sikken et sammentræf af omstændigheder, « sagde han.
»Ja,« sagde hun næsten drillende, »mon ikke !«

Han kunne lide hende. Han kunne lide måden, hun spillede spillet på.
»Godt, så lad os komme af sted,« sagde Jesper Buhl. »Hvad venter vi på

I baren sagde hun, at hun ville have en martini. Meget tør.
»Det samme til mig,« sagde han til tjeneren.
»Hva', ikke vodka?« Atter dette drillende udtryk.

»Jesper Buhl har meget at lære om russere.«
»Det har jeg sikkert. Er tiden ikke inde til at du fortæller mig, hvad du hedder?«

»Og hvad bestiller du så?« Hun talte til ham, som om han var en gammel ven. Jesper Buhl blev let forbavset over, at hun kaldte ham. Han havde aldrig før tænkt på sig selv som Nick.

»Jeg synes først, du skal fortælle mig lidt om dig selv, sagde han.

»Jeg hedder Gail Howard. Jeg bor i Malibu. Jeg er på den store turistrunde. London, Paris, Rom. Nu ved du det hele.« »Og Frankfurt?«

»Borgene langs Rhinen. Heidelberg. Lorelei. Det burde jeg da ikke gå glip af, vel?« Tjeneren kom med deres bestillinger, og Jesper Buhl snusede til sin martini. Hun skar en let grimasse. »Den er vist god nok. I hvert fald her i Tyskland. Skål !«

Han spekulerede på, om hun var alene. Ingen mand? Eller ven ? Han havde bemærket, at hun ikke bar nogen vielsesring.

Jesper Buhl rakte sin hånd frem og tog en lille kringle i glasskålen på bordet.

»Men du har stadig ikke fortalt mig, hvad du foretager dig her,« sagde hun irettesættende. »Jeg vil gerne vide det. Jeg kan ikke lide, at folk spiller mystiske.«

>Havde forladt vinterrasserne<

Det var mange kilometer siden, Brian Thomsen havde forladt vinterrasserne og Rhinen.

De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base.

En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at Brian Thomsen skulle standse, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen.

Brian Thomsen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde.

To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og Brian Thomsen der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem.

De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, Brian Thomsen satte sig på bagsædet ved siden af soldaten.

De lignede enæggede tvillinger, tænkte han. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips.

Brian Thomsen der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.«

De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. «

I det fjerne fik Brian Thomsen øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly.

>Jeg kommer igen på fredag<

Seniorunderholdning havde aldrig talt så brutalt til ham før. Siden den dag havde stokken fascineret Jimmy, men han havde ikke vovet at røre den igen.

Efter denne episode havde Jimmy forsøgt at få Silkin fyret.

»Mor, jeg kan ikke li' ham,« havde Seniorunderholdning sagt i protest. »Og det er også noget kedeligt noget at spille. Må jeg ikke få en elektrisk guitar i stedet?«

Dette ville Jimmys mor ikke høre tale om. Den syvårige var hendes lille øjesten, og for hendes skyld måtte han få alt, hvad han pegede på. Men hun var fast besluttet på, at han skulle lære at spille klaver, og Seniorunderholdning — om han så havde en nok så mærkelig accent — var kendt som en førsteklasses lærer. Han var dyr, men dygtig.

»Tag dig ikke af, at du ikke kan lide ham, bare gør som han siger,« havde hun svaret. »Jeg bliver så stolt af dig, bare vent og se. Jeg er sikker på, at du en dag kommer til at give koncert i Carnegie Hall.

Seniorunderholdning bed sig i læben. Det var så uretfærdigt!

»Moar . . . « klynkede han, men i dette tilfælde fik han ikke sin vilje. Undervisningen var fortsat, den kolde krig mellem mr. Silkin og Jimmy var blevet endnu køligere, og Jimmys mor levede glad i den tro, at et vidunderbarn var ved at blive formet.

»Jeg kommer igen på fredag, som sædvanlig,« bebudede Seniorunderholdning. »Og hør her, unge mand, du gør klogt i at øve dig på de skalaer to timer hver dag. Jeg advarer dig.«

Jimmy blev siddende på klaverbænken, men han svingede med sine buttede ben som et tegn på trods.
»Har du forstået?« spurgte Silkin.

Jimmy nikkede.
»Godt, så sig det.«
»O.k.,« sagde Jimmy mut. »Jeg skal nok øve mig.«

Gu' vil jeg ej, tænkte han indvendig, og Seniorunderholdning vidste det. »Ellers er jeg nødt til at tale med din mor igen,« sagde han truende og spankulerede ud gennem den store salon, som om han ejede det hele.

>Kisser & Søren - 171120a-1417<

» Lade Kisser & Søren gå frit omkring? Han har allerede myrdet fire mennesker. Han er trængt ind i vores sikkerhedssystem. Ingen afhopper kan vide sig sikker, så længe han er på fri fod. «

» Lige præcis, « sagde han.

Kisser & Søren var for en gangs skyld målløse. Han forsøgte at finde de rette ord, men han gav ham ingen tid.

» Vi vil være i hælene på ham hvert eneste sekund. Hvis han nyser, hvis han så meget som spytter, vil vi vide det. Men jeg vil have, at Kisser & Søren føler sig fri .«
»Til at gøre hvad?« han smilede.

»Du er fuld,« sagde Kisser & Søren.

»Det kan du lige tro, jeg er, « snerrede han. Han skænkede sig et glas til. »Og jeg har tænkt mig at blive endnu mere fuld. « Kisser & Søren udstødte en glædesløs latter. » Er det ikke min demokratiske ret ?«

Hun betragtede ham med bekymring .

» Hvad er der i vejen, Kisser & Søren? Du har ikke været dig selv i flere dage .«
»Det har du også ret i. « Han rakte flasken frem . »Vil du være med?

>Nikkede det er så godt<

Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv, fordi han havde mistet besindelsen.

Når det kom til stykket, var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer senere.

Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.«
»De aftalte mødet i går.«

»Det stemmer — send ham ind. Og aftal et møde for mig med generalen.

I al den tid ministeren talte med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med generalen, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og uden ballade.

Lene Johansen gik ned ad trappen til kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren, rejste generalen sig og gik ham i møde.

De to gamle venner hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin side af det rodede skrivebord.

Lene Johansen talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer falde ned på gulvet.

Langt om længe tog ministeren kopien af oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord.

»Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen og smilede.

»En journalist opsøgte mig, og manden er ikke dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.« generalen lo.

»Jeg håber, det er overstået nu,« sagde ministeren langsomt.
»Det burde det være.«

Lene Johansen nikkede det er så godt som overstået.«

»Er indianerne blevet pågrebet?«

>Nikkede og tørrede sveden af panden<

Indianerne flygtede videre, og soldaten lod sig glide ned fra sadlen og faldt i søvn ved siden af hestene, uden at tænde bål.

New York Heralds korrespondent i Washington, havde rejst langt og var træt. Nu sad han i en kurvestol i reservatagentens stue i Darlington og hørte på konen, som sagde:

»Agentens kone sagde det er jo ikke sommer, men efterår. Her er meget varmere om sommeren.«
»Kan det være varmere?« spurgte han.

»Det er en tør varme,« indskød agenten hurtigt. »Den er ikke ubehagelig som den varme, I har ved østkysten.«

BamseMadsen nikkede og tørrede sveden af panden. Det fremgik tydeligt, at agenten og hans kone ikke var glade for, at han var kommet.

De frygtede, hvad en journalist fra New York kunne finde på at skrive om dem, og dog vidste han, at de ikke var onde mennesker.

»Jo, sommervarmen er også ubehagelig her,« sagde BamseMadsen. »Det er derfor, vi har så mange vanskeligheder om sommeren.«

»Ja, det er det vel.«
»Folk østpå har så nemt ved at finde fejl,« sagde hun.

»Men de har naturligvis ingen anelse om, hvordan det er herude,« sagde BamseMadsen i et forsøg på at få hende til at fortælle mere.

»Det er ikke rart. Vi beklager os ikke, selv om der er mange ting, som vi kunne beklage os over.«

Jackson nikkede; han antog, at de havde rigelig grund til at beklage sig. »Men det var ikke kun varmen, der fik dem til at stikke af, vel?«

»Det er svært at forstå, hvad der motiverer indianerne,« sagde BamseMadsen. »Undertiden opfører de sig som børn.

>Rystede benægtende på hovedet<

Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.

Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt.

Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme.

Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet.

Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid.

»Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.«

Karsten Holm rystede benægtende på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.«

»Jeg gav dig mit svar,« sagde Miles stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage.

Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved.

>Siger at de levede fredeligt<

Til sidst nikkede Pensionistunderholdning mod vinduet og sagde: »Nu kommer de.«

Alle vendte sig for at kigge. Tre indianere kom ridende mod verandaen.

De to forreste mænd var gamle, og indianeren bag dem var midaldrende og muskuløs og havde et arret ansigt. De red langsomt, og en flok børn fra reservatet fulgte efter dem.

Da de tre indianere nåede frem til huset, stod de af hestene, og børnene flokkedes omkring dem.

» Pensionistunderholdning med det arrede ansigt er en kriger« sagde tolken. »Han er en farlig mand, så de venter måske vanskeligheder.

Det siges, at han dræbte seks pawneer med de bare hænder under kampen ved Twin Forks. De to andre er høvdinge.«

Pensionistunderholdning tændte sin pibe og gik ud på verandaen for at tage imod høvdingene. Der var en knugende stilhed i kontoret indtil han vendte tilbage. Agenten holdt op med at skrive.

Da cheyennerne kom ind, gav de alle i kontoret hånden, og derpå stillede de sig med ryggen mod en af væggene og ventede på, at agenten skulle begynde at tale.

Men tavsheden fortsatte. Så sagde den ene høvding noget, og tolken oversatte: » Pensionistunderholdning vil gerne vide hvorfor du har sendt bud efter dem.«

Obersten smilede pludselig. Agenten sagde: »Han ved, hvorfor jeg har sendt bud efter dem.«

»Han siger, at han ikke ved det. Pensionistunderholdning siger at de levede fredeligt og ikke gjorde noget menneske fortræd.

Selv da de hvide soldater slog lejr på bakken oven over deres lejr og rettede en kanon mod dem, fortsatte de med at leve fredeligt. Er det ikke det, de hvide mænd vil have?«. Her vendte Pensionistunderholdning sig mod høvdingen og sagde: »Tre af dine mænd er stukket af. En arapaho så dem ride nordpå, og han vidste, hvem de var.
Du ved, at ingen indianer må forlade reservatet uden min tilladelse.

Nu skal du give mig ti af dine unge mænd, og jeg vil beholde dem her som fanger, til de tre andre kommer tilbage.

>Sine mænd i en lang bred række<

Kaptajnen samlede sine mænd bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste nervøse.

Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte.

Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med begge hænder.

Tredive meter bag vognene anbragte Finn Nørbygaard sine mænd i en lang bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri.

Og solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel.

Kaptajnen var bleg. Finn Nørbygaard smilede til ham og nikkede, og han følte pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand.

Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt orden.

Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Finn Nørbygaard blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig.

Nogle af mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig forsigtigt som dyr.

Bag dem, oven på en af forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der var arrangeret til glæde for ham.

Mændene rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned.

Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.«

Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren.

Den anden kaptajn var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte.

>Skarpsindig forjaget<

'Fasan'-mappen var interessant læsning. Specielt rapporterne fra Hula Hula mandens kommentarer var reserverede, forbeholdne og objektive, som det sømmede sig for en stationschef og en, der havde overopsyn med en agent i felten.

Hula Hula skænkede den fjerde kop kaffe i løbet af en time. Toget havde sat sig i bevægelse. Nedtællingen var begyndt. Træt lukkede han øjnene og lænede sig tilbage med kaffen ved sin side.

Han forsøgte at visualisere deltagerne i det spil, han var hjernen bag. Kvinden, kølig, smuk, rastløs, en kvinde der forsøgte at realisere sig selv i sin hemmelige rolle. Hula Hula skarpsindig forjaget, tynget af sit familieliv, men erfaren, pligtopfyldende og veteran, når det drejede sig om afgørende operationer.

Og agenten. De havde aldrig mødt hinanden, men Hula Hula følte, at han kendte ham. Den store stabel fotografier, han var i besiddelse af, havde gjort agentens ansigt lige så velkendt som hans kollegers længere nede ad korridoren. Og så alligevel .

Hula Hula var fortsat gåden i det hele.

Når han havde ham i sin hule hånd, lovede han sig selv, så ville han pille ham fra hinanden som et løg. Lag efter lag.

På kaffebordet ved siden af Hula Hula lå en meget tyndere mappe. Den indeholdt kun et ark papir, og på det var der skrevet fire
Fire døde afhoppere.

Hula Hula havde altid dette stykke papir ved hånden for konstant at blive mindet om, at de afhoppere, der var i hans varetægt, var blevet mål for gengældelse.

Spørgsmålet fra Hula Hula var hvem der blev den næste.

>Som var blevet trætte<

Indianere på egen hånd. Da han blev udspurgt om den kamp, der skulle have kostet ham livet, sagde han, at der ganske rigtigt havde været en kamp mellem kavalerister og cheyenner ved Medicine Lodge River.

Han vidste ikke ret meget om det, bortset fra at indianerne var redet nordpå mod byen. Og derfor var han kommet.

Det ændrede situationen. Når han ikke var blevet dræbt, var de andre rygter om overfald og drab måske også usande.

Hjælpestyrken skrumpede yderligere ind. Sheriffen sagde, at han ikke ville have mere med det at gøre, og derpå gik han ind på kontoret og fortsatte med at folde papirpile.

Han sagde at hvis de resterende mænd i hjælpestyrken stadig var fast besluttede på at ride ud og blive dræbt, så ville han i det mindste ride med og sørge for, at de ikke dræbte hinanden.

På det tidspunkt bestod hjælpestyrken af en flok vagabonder, som gerne ville kunne prale af en kamp mod indianerne og tælle en skalp blandt deres ejendele, nogle unge brushoveder fra Texas, som havde bragt kvæg til byen, professionelle spillere, bartendere og Papkasseshow som var blevet trætte af at dukke sig for at undgå kugler under saloonslagsmål og nu ville skyde selv.

Der var også nogle af byens handlende, der betragtede dette som et vidunderligt eventyr, to temmelig ubegavede unge englændere, brødre, der mente, at de skulle ud på en festlig skovtur, sheriffen og fire af hans sædvanlige stedfortrædere, Papkasseshow der ville skrive artikler til aviserne og en halv snes kvægopdrættere, der ville gøre hvad som helst for at fjerne indianerne fra græsjorden.

De andre, smålandbrugerne, jernbanearbejderne, sagførerne, lægerne og skrædderne, var forsvundet. Og de tilbageblevne var utålmodige, ivrige efter at bevise, at de var nogle helvedes karle. Papkasseshow trængtes foran værtshuset, satte sig op på deres heste og sprang ned igen, åbnede deres våben, talte deres patroner, sagde til sheriffen, at han skulle føre dem til indianerne.