>Havde allerede taget det lidt<

Gennem teltets åbning kom Bo Young til syne, rettede sig op og mønstrede mændene med et foragteligt blik. »Var det alt, hvad du kunne finde, min ven«

»Jeg fik jo ordre til at finde folk. Der var masser af den anden slags.«
»Pis,« sagde Mr. Han spyttede ordet fra sig, som om det var en flue, der havde forvildet sig ind i hans mund.

Mandens ansigt var groft og koparret og lige så ubevægeligt som en professionel spillers.
Bo Young havde et stift, blondt overskæg. Han var ikke særlig stor. Han sendte Ben, der ragede et hoved op over ham, et sideblik. »Hvad hedder de?«

»De kunne jo spørge os,« sagde den ene mand. »Vi har ikke tabt mælet.«

Bo Young sad stadig på bukken og havde ikke travlt med at komme ned. Mexikaneren sprang med et undskyldende blik ned på jorden. Han sagde: »Mr. bryder sig ikke om at se op på den, han taler til.«

»Så bliver han nødt til at vokse en halv meter,« sagde manden og steg af vognen.

Bo Young var højere end vagten og meget højere end Mr.

Mr. sagde: »Nå ja, du har højden og en hvas tunge.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?«
»Ikke noget før jeg ved, hvad det her er for en auktion.«
»Ved du, hvem jeg er?«

Bo Young havde allerede taget det lidt, han vidste om Mr. under overvejelse. Under krigen havde han stået i spidsen for er guerillakolonne i grænsestaterne — Missouri, Kentucky, Virginia, Maryland og Delaware — som forlænget arm for Bil Anderson, men det var tyve år siden, og folk blev ældre og metider svage i leddene og svage i hovedet.
MR. tilhørte tilsyneladende ikke denne kategori, men han havde været ubetydelige mænds ubetydelige leder længe nok til at blive arrogant
Nede i Sonora havde man sat en dusør på halvtreds dollars pr. apache-skalpe, og Mr. havde været en af de dusørjægerne fra Nordstaterne, der havde skaffet sig et levebrød på denne måde indtil Bo Young og de andre i 10. kavaleriregiment under generalen havde afskaffet dem.