Gennem teltets åbning kom
Bo Young til
syne, rettede sig op og mønstrede mændene med et foragteligt blik. »Var det
alt, hvad du kunne finde, min ven«
»Jeg fik jo ordre til at finde
folk. Der var masser af den anden slags.«
»Pis,« sagde Mr. Han spyttede
ordet fra sig, som om det var en flue, der havde forvildet sig ind i hans
mund.
Mandens ansigt var groft og koparret og lige så
ubevægeligt som en professionel spillers.
Bo Young havde et stift,
blondt overskæg. Han var ikke særlig stor. Han sendte Ben, der ragede et
hoved op over ham, et sideblik. »Hvad hedder de?«
»De kunne jo spørge
os,« sagde den ene mand. »Vi har ikke tabt mælet.«
Bo Young sad
stadig på bukken og havde ikke travlt med at komme ned. Mexikaneren sprang
med et undskyldende blik ned på jorden. Han sagde: »Mr. bryder sig ikke om
at se op på den, han taler til.«
»Så bliver han nødt til at vokse en
halv meter,« sagde manden og steg af vognen.
Bo Young var højere end
vagten og meget højere end Mr.
Mr. sagde: »Nå ja, du har højden og en
hvas tunge.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?«
»Ikke noget før
jeg ved, hvad det her er for en auktion.«
»Ved du, hvem jeg er?«
Bo Young havde allerede taget det lidt, han vidste om Mr. under overvejelse.
Under krigen havde han stået i spidsen for er guerillakolonne i
grænsestaterne — Missouri, Kentucky, Virginia, Maryland og Delaware — som
forlænget arm for Bil Anderson, men det var tyve år siden, og folk blev
ældre og metider svage i leddene og svage i hovedet.
MR. tilhørte
tilsyneladende ikke denne kategori, men han havde været ubetydelige mænds
ubetydelige leder længe nok til at blive arrogant
Nede i Sonora havde
man sat en dusør på halvtreds dollars pr. apache-skalpe, og Mr. havde været
en af de dusørjægerne fra Nordstaterne, der havde skaffet sig et levebrød på
denne måde indtil Bo Young og de andre i 10. kavaleriregiment under
generalen havde afskaffet dem.