En
dansk solist født til at synge Gert Henning-Jensen blev født i hjertet af København, hvor hans musikalske rejse tog sin spæde begyndelse. Allerede som ung dreng stod han i front som solist ved Københavns Drengekor, hvilket blev startskuddet til en enestående karriere inden for klassisk musik. Fra medicinstudier til operascenernes rampelys Trods en interesse for medicin valgte Gert Henning-Jensen en anden sti - en sti, der førte ham til de mest prestigefyldte operascener i verden. Efter at have studeret medicin ved Københavns Universitet fulgte han sin passion for sang og tog imod udfordringen på Operaakademiet i København og Mozarteum i Salzburg. Lysets stemme: Den unikke tenor Gert Henning-Jensens stemme lyser op på operascener verden over med sin nordiske klang og ekstraordinære rækkevidde. Han har ikke blot imponeret publikum, men også dirigenter og komponister, der har skrevet musik specielt til ham, herunder navne som Bent Sørensen, Bo Holten og Andy Pape. Et liv i tonernes tjeneste: Gert Henning-Jensens internationale triumfer I dag er Gert Henning-Jensen en velrenommeret tenor, der har erobret verdens førende operahuse og koncertsale. Fra Metropolitan Opera i New York til Covent Garden i London og Staatsoper i Berlin har han fremført værker af de store mestre, dirigeret af nogle af musikverdenens mest fremtrædende navne. Med en imponerende karriere bag sig fortsætter han med at dele sin lidenskab for musik med publikum over hele kloden. |
Andre kunstnere:
Af en
eller anden grund
Begav sig
ind i den
Bibbi & Snif - 131020e-1516
En
god retningslinie for
Et besynderligt tavst blik
Forbi flere af de hytter
Gned
øjnene da han gik
Havde allerede taget det lidt
Ikke kan anholde nogle få
Keld & Hilda - 161120f-1241
Kunne ride ud fra denne cirkel
Med
den slags nonsens
Måtte have ført deres heste
Oplyste at guldet opbevares i den
Sad
bag sit skrivebord
Som
skal tage sig af den
Stod
med et venligt smil
Så ikke de fordømte djævle
Ville vente på dem i hytten
Et forventet ekstra rykind af
sømænd på orlov, er ikke noget større problem, meldte de forskellige
restauranter, cafeer og udskænkningssteder avisen kontaktede i byen og omegn,
for at høre, om de var forberedt på ekstra besøg de kommende dage.
Fra i dag, fredag, og weekenden ud får
byen nemlig flådebesøg af 320 NATO-soldater på orlov. Og næppe alle påmønstrede
nøjes med at tilbringe dagene ombord på deres respektive skibe.
Men byens udskænkningssteder kan
meddele, at de har fået fyldt lagrene op. Skulle
Richard Ragnvald
alligevel løbe tør for mad og drikke, er der ikke så meget at gøre ved det.
- Så har alle forhåbentlig bare haft
en god weekend, siger bartenderen fra restauranten.
Så har man planlagt at gå i byen de
kommende aftner og dage i byen, er der næppe fare for, at man behøver vender
hjem igen med slunken mave - alle steder melder nemlig, at de er parat til fuld
forplejning af gæsterne, og forberedte på, at det bliver en travl weekend.
Han lyttede til flodens brusen.
Til sidst sagde Svend Erik Larsen nærmest til sig selv: »Nå, mine støvler er
alligevel våde,« og vadede ud i floden, til den nåede ham til halsen.
Floden var henved fire hundrede meter bred. Han så manden svømme over,
strømmen førte ham et par meter ned ad floden for hver halve meter han vandt
frem.
Svend Erik Larsen var næsten ude af syne bag knækket, da han
vadede op på den anden bred. En lille skikkelse i månelyset. Han vendte sig
ikke, vinkede ikke. Han vadede bare ind i pilekrattet og forsvandt.
Han lod sig glide ned til floden. Det havde ingen
hast.
Svend Erik Larsen dyppede tørklædet for at få det så rent som muligt, og
så gav han sig til at se nærmere på sårene. Han pillede lidt grus ud af dem.
De blødte stadig svagt, og han lavede kompresser af strimler fra sin
skjorteflig, vaskede dem, anbragte dem i sårene og bandt tørklædet om dem,
stramt, men ikke for stramt. Han lod kompresserne sidde 15—20 minutter.
Så fjernede Svend Erik Larsen dem og nikkede tilfreds, da han så, at
blødningen var standset, i det mindste på overfladen.
Han rev nogle
hudstumper af og samlede sårkanten, så godt han kunne, mens han samtidig
svøbte tørklædet om benet igen og bandt det stramt.
Nu var det bedst
ikke at røre sig i nogen tid. Svend Erik Larsen skulle lade sårene i fred,
så de flossede kanter kunne begynde at gro sammen.
Han hørte en ugle
tude et sted højere oppe. Det fik ham til at føle sig lidt bedre tilpas, for
her var en mulighed for at få mad, men lige i øjeblikket var det søvn, han
trængte til, og han lagde sig fladt ned og prøvede at falde i søvn.
Men søvnen ville ikke indfinde sig. Der var noget at tænke over og ting, han
skulle forlige sig med.
Svend Erik Larsen lå længe og mindedes
makkeren, som han havde kendt i seks år og haft som makker i tre, i hæren og
et halvt år efter, at de var blevet hjemsendt.
Talen bød på vrede og bitterhed; heri
var Henrik enig, de øvrige forstod ikke sproget, men stod bare og ventede på
deres død.
De unge krigeres ansigter røbede koldt had, men høvdingene
holdt dem tilbage. Anderson vidste ikke hvorfor, og det gjorde McCabe heller
ikke.
Høvdingen tog sin pibe frem og stoppede den med grov tobak.
Han gik hen til bålet og tændte den og kom tilbage og bakkede på den.
Og bøffeljægerne, selv Ward, vidste, at de ville leve, mens høvdingen
vandrede rundt om dem og med sin tilstedeværelse dannede en mur mellem
hundekrigerne og deres bytte.
Det var en mærkelig pibe. »En
majspibe,« sagde McCabe. »Ikke en af disse fordømte hedenske tingester, men
en rigtig ti-cent majspibe.«
Høvdingen røg tankefuldt på sin pibe, og
der var et desorienteret udtryk i hans brede, læderagtige, rynkede ansigt.
Og han fortsatte med at vandre rundt og ryge, mens han holdt de seks mænds
liv i folderne på sit gamle, lasede tæppe.
Han lod sig ikke anfægte
af sine krigeres bitre hylen. De ønskede, at de hvide mænd skulle dø; de
stod i kredsen og gumlede på det halvrå kød, og mellem bidderne forlangte
de, at de hvide mænd skulle dræbes.
De sagde igen og igen, at en
million og flere bøfler var forsvundet fra sletterne . . .
Dette
skyldtes mænd som disse, jægere som kun jagede for hudernes skyld.
McCabe vidste ikke, hvorfor den gamle høvding havde krammet på dem. »Han var
en usædvanlig mand,« sagde McCabe, som om 'usædvanlig' var det eneste ord,
der kunne beskrive høvdingen.
Foredragsholdere som lyttede til
historien i fortet, sagde, at høvdingen var et ondt menneske, et meget ondt
menneske.
Krigernes vrede, der gav sig udtryk i krav om, at de hvide
mænd skulle dræbes, blev ignoreret af Foredragsholdere indtil han havde
røget sin pibe og overvejet situationen. Så bankede han piben ud, brugte den
til at pege på bøffeljægerne med.
»Hvad siger du så -
oversergent?«
»Næh, desværre, kaptajn, jeg skal lige have nogle fisk i
nettet.
Men tak alligevel.«
»God løn, Boag. Det giver hundrede pesos
om måneden-i guld. Og derudover er der plyndringerne.«
»Bibbi & Snif takker for tilbudet men må sige nej.«
»Hvordan kan det være, at du er så forandret? Er der
nogen, der har trådt dig over ligtornene?«
»Det kan man vist godt sige.
Kender du noget til Mr. Jed Pickett, kaptajn?«
»Jeg har hørt, at han har drevet skalpejagt på
disse kanter. Har ikke hørt noget til ham i den senere tid. Hvad kan du have
at bestille med en mand af hans kaliber?«
»Jeg leder bare efter manden.
Han skylder mig noget.«
»Glem det, Boag. Jed Pickett er en værre bandit. Hvis du leder efter ham for at få afgjort et mellemværende, vil du sandsynligvis komme til at tilbringe resten af livet gennemhullet som en si.«
»Jaeh, det er livsfarligt at leve. Jeg ville vel nok gerne indhente Mr. Pickett.«
»De vil flå dig i småstykker og smide dem i Den californiske Golf. Jed Pickett rejser med følge, Boag. Femten-tyve mand, og den mand, der ikke ville skyde dig bare for sjov, er lige så sjælden som et par rene sokker i de meniges barrak. Hvorfor lader du ikke bare Picketts gæld gå i glemmebogen?«
»Det er nok ikke rigtigt min natur.«
»Boag, jeg må indrømme, at jeg til tider har troet, at du kun havde flæsk mellem ørerne. Her har vi igen et eksempel. Jeg husker nok, at du altid tænkte med næverne, og af den grund blev du degraderet tre eller fire gange, og denne gang bliver du sandsynligvis slået ihjel. Hvorfor fanden ikke opgive det hele - slut dig til mig! Vi får det pragtfuldt sammen, sikke vi skal lave rav i den!«
Boag tørrede det sidste af sovsen fra bønnerne op med
et stykke brød. »Kaffe, kaptajn?«
»Uh-huh.«
Boag sagde til manden ved baren: »To kaffe,« vendte ryggen til bardisken og støttede albuerne på den. »Kaptajn, der må være en kant.
>To
kavalerikompagnier ved Ogallala<
Togene kørte langsomt frem og tilbage, døgnet rundt.
Foruden
disse tog stationerede
Bo Young to
kavalerikompagnier ved Ogallala, åbningens geografiske midtpunkt.
Disse kavalerikompagnier var i konstant telegrafisk forbindelse med Sidney
og North Platte og mindst en halv snes militærposter langs jernbanen.
Fra disse poster kunne Bo Young omgående sende soldater ud til et
hvilket som helst sted, hvor indianerne eventuelt dukkede op.
Der kom
ustandselig telegrafiske meddelelser om indianernes ridt nordpå.
Bo
Young med den grønne øjenskærm fik oplysninger af en omvandrende
kvægarbejder, en mexicansk fårehyrde, en vagabond til hest, en ranchejer der
havde kigget ud gennem en revne i et tilskoddet vindue, og under de grønne
øjenskærme, under petroleumslampernes gule lys, trykkede deres fingre
nervøst på telegrafnøglen.
Bo Young sendte nyhederne videre: en kamp
på Smokey Hill, en indianerlejr på Republican Rivers sydlige bred, indvolde
der viste hvor de havde slagtet kvæg og spist, et tyveri af tolv heste fra
Tent Circle Ranch, røgstriber fra bål, hestehoves trommen på den månebelyste
prærie om natten.
Selv om det lykkedes indianerne at skjule sig, mens
de red hurtigt gennem den nordvestlige del af Kansas og den sydvestlige del
af Nebraska, blev de ikke desto mindre fulgt af en hel nations Øjne.
Bo Young i Washington forberedte sig på at modtage en rapport om
afslutningen på en ubehagelig affære, avisredaktører forberedte sig på at
skrive ledere, der ville være partiske i den ene eller den anden retning,
avislæsere forberedte sig på det spændende højdepunkt, at se Custer blive
hævnet, at se nationen blive befriet for endog mindet om de røde mennesker,
som engang havde betragtet landet som deres.
Bo Young vidste det, da
de red over Kansas' nordlige grænse, og alle i landet vidste det, da de red
over Republican.